Hurtigt madbrød
Et hurtigt, basic madbrød uden så meget lir. Men til gengæld med ingredienser og en fremgangsmåde, som med garanti fungerer. Med yoghurten får det en blød konsistens og en tæt krumme, mens rosmarin giver et grønt, krydret touch.
Ingredienser
til 1 stk- 50 g smør
- 2 dl mælk
- 1⁄2 dl naturel yoghurt
- 25 g gær
- 1 tsk sukker
- 1 tsk groft salt
- 1 1⁄2 tsk tørret rosmarin
- 350 g hvedemel
- lidt mælk til pensling
Kom smør i en gryde og lad det smelte, før du hælder mælken i. Kom det derpå i en skål og lad det køle lidt af. Yoghurten tilføjes og gæren opløses herefter i mikset. Resten af ingredienserne - på nær lidt af melet – kommes i.
Det blandes godt, inden dejen hældes på bordet (med lidt mel på) og æltes grundigt. Alt efter konsistensen, kan det sidste mel iblandes.
Dejen laves til et brød, fladt og cirkulært, som vist på billedet. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg det herpå. Brødet snittes næsten igennem, så det danner 8 trekanter. Dette vil gøre det nemt at brække i passende stykker efter bagning.
Madbrødet pensles med mælk og krydres med rosmarin. Sæt det midt ind i en kold ovn, som derpå stilles på ca. 225 grader. Brødet bages i omtrent 20 min.