Æggekage med pasta og bacon
Dejlig æggekage fyldt med pasta og bacon, der gør den både mættende og utrolig lækker. Den kan serveres med halve tomater og ekstra krydderurter på toppen, og den er helt ideel som hverdagsmad til frokost eller aften.
Ingredienser
til 4 personer- 120 g pastaskruer
- 200 g bacon
- 50 g emmentalerost
- 1 bdt purløg (lille)
- 1 bdt persille (lille)
- 8 æg
- salt
- peber
- evt. 10 tomater (cherrytomater eller små blommetomater)
Kog pastaen efter pakkens anvisning. Skær baconen i små strimler, og steg dem. Læg dem på et stykke fedtsugende papir, og hæld det overskydende fedt fra panden. Lad lidt af fedtet blive tilbage, så du har lidt at stege æggekagen i.
Riv emmentalerosten på et rivejern, og hak purløg og persille. Tag lidt af de hakkede purløg til side, så du kan drysse dem over den færdige æggekage.
Bland den kogte pasta med æg, emmentaler, purløg, persille, ¾ af den stegte bacon samt salt og peber. Steg æggemassen på panden i den sidste del af baconfedtet ved middelvarme, indtil æggemassen er stivnet. Læg evt. et stykke stanniol over panden.
Servér evt. æggekagen med friske tomater, og drys de resterende bacontern og det hakkede purløg over.