Hjemmelavet burger
Glem fedtede burgere fra McD. Disse er meget nemme at lave, bøfferne skal steges, men derudover skal du blot skære grøntsagerne i skiver. Og voila, du har hjemmelavede burgere med friske grøntsager, som smager meget bedre end dem, der kan købes. En god og nem hverdagsret, som er populær hos alle aldre.
Ingredienser
- burgerboller
- 500 g hakket oksekød
- salt
- peber
- 1⁄2 hoved icebergsalat
- 1⁄2 agurk
- 2 tomater
- 1 løg
- 2 syltede agurker
- evt. 4 skiver ost
- ketchup eller burgerdressing
Form det hakkede oksekød til 4 bøffer. Forsøg at lave dem med en så stor diameter som muligt, da de skrumper ind, når de steges. Krydr bøfferne med salt og peber. Steg dem på en pande i lidt olie.
Mens bøfferne steges, skylles salaten og bladene deles i stykker af passende størrelse. Agurk, tomat, løg og syltede agurker skæres i skiver.
Burgerbollerne lunes i ovnen. Når de og bøfferne er klar, kan burgerne sættes sammen med de forskellige ingredienser.