Marcipanmuffins
Disse lækre muffins med marcipan har en helt særlig lækker smag og konsistens. Snyd ikke dig selv for denne fantastiske opskrift.
Ingredienser
- 250 g smør eller margarine
- 250 g marcipan
- 8 æggehvider
- 250 g flormelis
- 1 vaniljestang
- 150 g hvedemel
- 150 g chokolade eller nougat
Smelt smør eller margarine ved svag varme i en gryde. Rør marcipan og æggehvider godt sammen (riv evt. marcipanen på et rivejern, så den er nemmere at røre ud). Rør flormelis og kornene fra vanillestangen i dejen. Tilsæt hvedemel og det smeltede smør og rør godt. Sæt dejen på køl i en times tid.
Hak chokoladen. Fyld muffinsformene halvt op med dej, og kom hakket chokolade i. Fyld derefter lidt mere dej i formene, så de er næsten fyldte.
Bag de lækre marcipanmuffins i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 minutter eller til de er gyldne. Når de er kølet af bliver de dejligt sprøde udenpå og bløde inden i.