Vegetariske pirogger
Disse interessante pirogger har en varieret sammensætning af grøntsager, som giver masser af smag, mens osten giver det varme fyld en dejlig cremet konsistens.
De er perfekte som mellemmåltid, i madpakken, i buffeten eller til sammenskudsgildet. Lav evt. en stor portion og frys nogle af dem ned.
Ingredienser
til 15 stkDej
- 15 g gær
- 3 spsk olie
- 1⁄2 tsk salt
- 2 dl vand
- 2 dl fraiche 9%
- 50 g speltmel (sigtet)
- 100 g pizzamel
- 475 g hvedemel
- 1 æg
Fyld
- 1 bdt persille
- 5 persillerødder
- 5 gulerødder
- 5 kartofler
- 100 g emmentalerost
- 1 rødløg
- 1 porre
- salt
- peber
Opløs gæren i vand og fraiche. Tilsæt olie og salt. Kom speltmel og pizzamel i og herefter lidt hvedemel af gangen. Ælt dejen. Lad den hæve mens grønsagerne klargøres.
Skræl kartofler, gulerødder og persillerødder. Pil løget og rengør porren. Skær kartofler, gulerødder, persillerødder, løget og porren i grove stykker.
Kom kartofler, gulerødder og persillerødder i en gryde med vand og lad dem koge til de næsten er møre.
Tilsæt så løget og porren. Vask og hak persillen. Riv osten. Hæld vandet fra grøntsagerne når de er helt mørre og mos dem sammen med osten og persillen. Smag til med salt og peber.
Rul dejen ud og lav nogle runde cirkler med en skål, som har en diameter på cirka 15 centimeter. Kom fyldet på halvdelen af cirklen, fold den anden halvdel over og tryk med en finger rundt i kanten og herefter med en gaffel, så de får en fin kant.
Pisk ægget sammen og pensel piroggerne.
Bag dem i ovnen i 10-12 minutter ved 185 grader.