Persillesalat
En simpel salat, som med den friske grønne farve er et dekorativt indslag på frokostbordet eller et smukt supplement til hovedretten.
Salaten smager virkelig af noget - af persille naturligvis, men også af sød honning, sur citron og skarpt rødløg.
Ingredienser
til 2 personer- 2 bdt persille
- 1 rødløg
- 1 citron
- 3 spsk olivenolie
- 1 1⁄2 spsk akaciehonning eller sukker
- salt
- peber
Pres citronsaften ned i en skål. Hak rødløget fint og kom det ned i citronsaften. Lad det trække et kvarters tid, så syren kan blødgøre og mildne løget lidt.
Pluk persillebladene af stænglerne, hak dem og kom dem i skålen. Tilsæt olivenolie og smag til med honning/sukker, salt og peber.