Italiensk ostekage
Denne ostekage har det hele. Og udsigten er fantastisk. En himmel af lys ost over en sprød strand af knuste havregryn. I Italien.
Den milde smag får en note af friskhed fra citronen og bærrene.
Ingredienser
til 10 personer- 500 g ricotta
- 170 g smør (smeltet)
- 300 g havregryn
- 150 g rørsukker
- 200 g flødeost (neutral)
- 1⁄2 dl sødmælk
- 4 stk husblas
- 6 spsk flydende honning
- 3 spsk citronsaft
- citronskal fra 1 citron
- bær (friske eller frosne)
Smør en springform (diameter ca. 22 cm) eller lav den på en tallerken. Hak havregrynene i mindre stykker med en stavblender eller lignende.
Smelt smørret på en pande og tilsæt rørsukker og havregryn. Svits hele blandingen i få minutter på høj varme(ikke max. varme), mens der røres en gang imellem.
Fordel og pres massen godt i bunden af formen. Husblassen lægges i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Mælken opvarmes og den opblødte og afdryppede husblas smeltes heri.
Herefter piskes ricotta, honning, flødeost, citronskal og saft godt sammen. Mælken tilsættes til sidst.
Blandingen kommes over grynene og kageformen sættes i køleskabet i minimum 4 timer. Jeg synes dog den er bedst dagen efter.
Kagen pyntes med friske bær og/eller lidt flydende honning.
Hvis du er vild med cheesecake med citron, vil denne nemme citronfromage uden husblas helt sikkert også falde i din smag.