Boller i karry med æble
Boller i karry er en klassiker i dansk madlavning og elsket af gamle som unge. Retten er velsmagende, simpel og velegnet som en traditionel hverdagsret.
I denne variant er karrysovsen tilsat revet æble. Det giver retten et sødt og friskt pift, uden at den mister den velkendte smag, som vi husker fra vores mormors mad.
Ingredienser
til 4 personerTil bollerne
- 400 g hakket svinekød eller kalv/flæsk
- 1 løg
- 1⁄2 dl mælk
- 1 æg
- 2 spsk mel
- 1 spsk rasp
- salt
- peber
- vand (til kogning af kødbollerne)
Til karrysovsen
- 2 spsk smør
- 2 spsk karry
- 1 tsk gurkemeje
- 2 løg
- 1 æble
- 3 dl vand (af dét som kødbollerne har kogt i)
- 3 dl mælk
- 1 dl fløde
- 3 spsk majsstivelse
- salt
- peber
Hak løget fint og rør det sammen med kød, mælk, æg, mel, rasp, salt og peber.
Bring en gryde med vand i kog. Form farsen til kødboller og kog dem i vandet i 10 min.
I en anden gryde svitses karry og gurkemeje i smørret. Hak løgene fint og svits dem med.
Skræl æblet og riv det på et rivejern. Kom det i gryden sammen med 3 dl af kogevandet fra kødbollerne. Tilsæt mælk og jævn sovsen med fløde blandet med maizena. Smag til med salt og peber.
Kom kødbollerne ned i sovsen og lad retten simre i 10 min.
Servér med ris og f.eks. mangochutney, ananas og/eller gulerodssalat.