Ananassorbet
Ananas er en frugt, der stammer fra Brasilien, og selve ordet "ananas" betyder "uovertruffen", hvilket denne frugt så absolut er.
Denne ananassorbet kan eventuelt serveres med et stykke lækker sød chokoladekage til, da kombinationen af det kolde og lune samt søde og friske giver en herlig dessertoplevelse.
Ingredienser
- 1 ananas
- 2 dl vand
- 1 dl sukker
- 1 dl glukosesirup (eller sukker)
- 1⁄2 pasteuriseret æggehvide
Kog vand og sukker sammen til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen og lad sukkerlagen køle af. Tilsæt glukosesirup.
Skræl ananasen og skær den i mindre stykker. Kassér det hårde stykke i midten. Blend ananasstykkerne sammen med sukkerlagen, og lad massen køre i en ismaskine i ca. 40 minutter.
Pisk æggehvide stift og rør det i den næsten frosne ananassorbet. Lad derefter sorbeten køre yderligere 20 minutter i ismaskinen. Hvis den ikke er frosset nok, kan den fryses færdig i fryseren.