Rødkålssalat med æbler
Denne rødkålssalat er fuld af smag, den er meget nem at lave og består af robuste, sunde råvarer. Den passer godt til julemad eller til kødretter, men kan anvendes som tilbehør til det meste.
Smagen fra citronen og honningen spiller godt sammen og tilfører en ekstra frisk smag til rødkålen. Salaten får den perfekte konsistens, når kålen blødgøres af citronen, men bibeholder dens karakteristiske bid.
Ingredienser
til 6 personer- 1⁄3 hoved rødkål
- saften fra 2 citroner
- 1 rødløg
- 100 g valnødder
- 100 g rosiner
- 3 æbler
- 4 spsk olie
- 4 spsk akaciehonning
Snit rødkålen fint og kom den i en skål. Pres citronsaften over. Dæk skålen til og lad den trække i køleskabet en times tid. Syren i citronsaften blødgør rødkålen en smule.
Hak rødløget fint. Skær æblerne i grove tern. Kom hakket rødløg, æbletern, rosiner og valnødder i skålen med rødkål og bland det.
Rør olie og honning sammen og hæld det over rødkålssalaten. Bland godt inden servering. Du kan også vælge at lave en egentlig dressing til rødkålssalaten.