Marokkansk kylling
Denne smukke ret er med ris, kylling og grøntsager et helt festmåltid i sig selv.
Det marokkanske køkken er interessant, da det er præget af både arabiske og europæiske kulinariske traditioner.
Maden er kendt for at være krydret og det gælder også for denne marokkanske kylling, hvor kombinationen af krydderier er afgørende for den samlede, rige smagsoplevelse.
Ingredienser
til 5 personer- 1200 g kyllingebryst
- salt
- peber
- 4 spsk olie
- 4 løg
- 3 fed hvidløg
- 3 peberfrugter
- 100 g tørrede abrikoser
- 1 spsk stødt koriander
- 1 tsk spidskommen
- 2 spsk paprika
- 1 stjerneanis
- 240 g kikærter (konserves)
- 4 dl kyllingefond
- 2 dl hvidvin
- 200 g basmatiris
- 1 økologisk citron
- 1 knsp safran
Fremgangsmåde
Drys kyllingebrysterne med salt og peber og svits dem i halvdelen af olien. Læg dem på en tallerken.
Hak løg og hvidløg. Skær peberfrugterne i tern og abrikoserne i strimler. Svits løg, hvidløg, peberfrugter og abrikoser i resten af olien. Tilsæt koriander, spidskommen, paprika og stjerneanis.
Hæld væden fra kikærterne og kom dem i gryden sammen med fond, hvidvin og ris.
Skær citronen over på langs og skær den ene halvdel i både. Saften fra den anden halvdel presses ned i gryden. Pas på der ikke ryger kerner med.
Tilsæt safran og rør godt rundt. Hæld grydens indhold i et ildfast fad og læg kyllingebrysterne og citronbådene ovenpå. Pres dem gerne lidt ned i fyldet - så bevarer de deres saftighed.
Tilbered den marokkanske kyllingeret i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter, eller til kyllingen er gennemstegt. Servér med en frisk salat.