Jordbær-rabarbermos til koldskål, ymer eller lignende
Jordbær-rabarber er en velkendt kombination i både marmelade, trifli og kager, men er også perfekt som mos til koldskål, ymer og lignende surmælksprodukter. De søde jordbær og de mere sure rabarber skaber en god balance sammen med de kolde surmælksprodukter.
Servér evt. denne sommerret/dessert med sukkerristede rugbrødscroutoner.
Ingredienser
til 4 personer- 200 g rabarber
- 200 g jordbær
- 100 g sukker
- 1 vaniljestang
Skær top og bund af rabarberne. Skær rabarberne i mindre stykker om kom dem i en gryde sammen med jordbær og sukker. Bring gryden i kog og lad det simre ved svag varme.
Flæk vanillestangen på langs og skrab vanillekornene ud. Kom både korn og stang ned i gryden.
Når jordbærene og rabarberne er helt møre tages gryden af varmen, og vanillestangen fiskes op. Blend grøden til en lind og cremet mos.
Servér jordbær-rabarbermosen på f.eks. koldskål, tykmælk, ymer eller på havregryn med mælk om morgenen.
Servér evt. med sukkerristede rugbrødscroutoner.