Rabarbersorbet
Rabarber er en elsket staude som er eminent i kolde dessertsupper, trifli, grød, kompot, marmelade og ikke mindst i denne sorbet-is med mynteblade på toppen.
Så leder du efter en lækker og forfriskende dessert, som hele familien kan være med på, er denne sorbet et sikkert valg.
Ingredienser
til 6 personer- 250 g rabarber
- 1⁄4 vaniljestang
- 5 dl vand
- 100 g rørsukker
- 1 spsk æbleeddike (eller alm. eddike)
- 1 pasteuriseret æggehvide
Rens rabarberne og skær bund og top af. Skær dem i stykker à 2 cm.
Flæk vanillestangen på langs og skrab kornene ud. Kom dem i en gryde sammen med vanillestangen, rabarberstykkerne, vandet og sukkeret.
Bring gryden i kog, og lad det simre i 5 minutter. Tag gryden af varmen. Hæld eddiken i og rør rundt. Lad rabarbergrøden køle af en halv times tid inden den blendes og hældes i ismaskinen.
Lad rabarbersorbeten køre i ismaskinen i 10 minutter. Pisk æggehviden stiv og vend den i sorbeten. Tilsæt i ismaskinen og lad den køre indtil den har den ønskede konsistens. Den kan evt. fryses færdig i fryseren.
Hvis du ikke har en ismaskine, kan rabarbersorbeten godt fryses i fryseren. I det tilfælde skal du bare sørge for, at røre i den minimum hvert tiende minut, så den ikke krystalliserer.