Thailandsk bøfsalat
Er du træt af kedelige salater? Så prøv dette interessante alternativ: En thailandsk bøfsalat. Den er mættende og farverig, men først og fremmest er der fokus på smagen.
Den gode smag skabes i mødet mellem de lækre ingredienser og dressingen, som indeholder alle smagsnuancerne med den sure limesaft, den salte soja og det søde sukker.
Ingredienser
til 2 personer- 2 bøffer
- 1 rød chili
- 2 tomater
- 3 forårsløg
- 1⁄2 agurk
- 1⁄2 rødløg
- lidt frisk mynte eller koriander
- evt. sesamfrø
Dressing (kan udelades og bare bruge soya)
- 2 limefrugter
- 2 spsk sojasauce
- 1 dl sesamolie eller olivenolie
- 3 spsk ingefær
- 2 fed hvidløg
- 1 stilk citrongræs
- 2 spsk sukker
Flæk chilien på langs, fjern kernerne og skær den i tynde strimler. Halvér tomaterne og pres kernerne ud. Skær tomatkødet i tynde både. Skær forårsløg og rødløg i tynde strimler. Flæk agurken på langs og skrab kernerne ud. Skær agurken i tynde strimler.
Steg bøfferne og skær dem derefter i tynde skiver.
Bland salaten og drys lidt hakket mynte eller koriander over.
Lav dressingen ved at blande limesaft, soya, olie, ingefær, hvidløg, citrongræs og sukker.
Servér salaten med dressingen eller blot med lidt soyasauce eller sød chilisauce. Drys evt. lidt ristede sesamfrø over.