Stegte grønne asparges på pande
Se her hvordan du steger de helt perfekte asparges på panden. Møre, saftige og med masser af smag - super lækkert og nemt tilbehør.
Ingredienser
til 2 personer- 1 bdt asparges
- 30 g smør
- salt
- peber
- evt. 1 spsk citronsaft
- evt. 1⁄2 fed hvidløg (fintrevet eller presset)
Tilberedning af grønne asparges på panden
Skyl aspargesene. Knæk den træede ende af, og kassér dem.
Opvarm en pande ved høj varme (trin 7 ud af 9 på komfuret).
Kom aspargesene på panden, og steg dem ved høj varme i 2 minutter. Vend dem et par gange undervejs.
Skru ned på helt lav varme, og steg yderligere 1 minut.
Tilsæt smørret, og krydr med salt og peber. Steg ca. 4-5 minutter ekstra, til de grønne asparges er møre, men stadig har bid.
Tilsæt evt. citronsaft og hvidløg (fintrevet eller presset), når der er 1 minut tilbage af stegetiden.
Se også:
Grønne asparges som tilbehør til kød
Tips til at gøre de pandestegte asparges ekstra lækre
Jeg har samlet et par tips og tricks herunder, som får de smørstegte asparges til at smage ekstra luksus.
Lav lidt ekstra brunet smør
Det er super lækkert at tilføje dobbelt så meget smør til panden, da du så har ekstra brunet smør at hælde over de lynstegte grønne asparges lige inden servering. Det brunede smør giver en dejlig nøddeagtig smag, som passer rigtig godt til aspargesene.
Tilføj sprødt bacon
Steg evt. baconskiver eller bacontern sprøde på en pande, og steg efterfølgende aspargesene i det resterende baconfedt. Drys baconen over umiddelbart inden servering. Du kan gøre det samme med parmaskinke eller serranoskinke, men de afgiver ikke helt så meget fedt, så der skal du tilføje lidt ekstra fedtstof til panden.
Beregn ca. 2 skiver bacon (eller parmaskinke) eller 15-20 g bacontern per person.
Drys med parmesan
Riv evt. lidt parmesan groft (ca. 10 g per person), og drys det over de stegte asparges lige inden servering. Du kan også bruge en kartoffelskræller til at skrælle tynde flager af parmesanen, som jeg har gjort på billedet herunder.
Hvorfor først tilsætte smør halvvejs i stegningen?
Aspargesene får en bedre stegeskorpe, hvis man venter med at tilsætte smørret. Tilsættes smørret tidligere, risikerer man både, at smørret branker, og at aspargesene koger i stedet for at stege.
Hvordan steger man hvide asparges på panden?
Du kan sagtens stege hvide asparges på samme måde som de grønne, husk blot at skrælle det yderste lag af de hvide asparges. De hvide er også ofte lidt tykkere end de grønne, så de skal som oftest stege 2-3 minutter længere, før de er rigtigt møre.
Kan man grille dem på en grillpande?
Det kan man sagtens, men så er fremgangsmåden lidt en anden. Pensl aspargesene med olivenolie, og steg dem ved middel varme på grillpanden i ca. 5-6 minutter - 3 minutter på hver side.
Sørg for kun at vende dem én gang i løbet af stegetiden, så du får flotte grillstriber.
Se her hvordan du laver asparges på grillen.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for smørstegte asparges
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 114 kcal | 227 kcal |
Kulhydrat | 3 g | 6 g |
Protein | 2 g | 3 g |
Fedt | 10 g | 21 g |