Bagt havregrød med blåbær
Den her lækre bagte havregrød med blåbær og sprød topping er perfekt, når morgenmaden skal have et ekstra nøk opad. Det er utroligt nemt at bikse sammen, og grøden passer sig selv i ovnen efterfølgende.
Ingredienser
til 4 personer- 250 g blåbær (frosne eller friske)
- 150 g havregryn (grovvalsede)
- 1⁄2 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- 2 tsk vaniljepulver
- 2 æg
- 4 dl mælk
- 50 g solsikkekerner
- 50 g græskarkerner
- 50 g mandler
- 1 spsk kokosolie
- 2 spsk akaciehonning
Sådan laver du bagt havregrød
- Forvarm ovnen til 180 grader.
- Fordel blåbærrene i bunden af et ildfast fad (ca. 20 cm i diameter). Bland havregryn, bagepulver, salt og vaniljepulver, og fordel det over blåbærrene.
- Pisk æg og mælk sammen, og hæld det over.
- Bland solsikkekerner, græskarkerner og mandler med kokosolie og akaciehonning. Fordel kerne- og nøddeblandingen over havregrynene i fadet.
- Sæt det i ovnen, og bag det i ca. 35 minutter.
- Servér den bagte havregrød for sig selv eller med yoghurt til.
Se også:
Sunde muffins med havregryn der kan spises til morgenmad