Stegt blomkål på panden
Smørstegt blomkål på panden med den lækreste karamelliserede stegeskorpe - vælg selv, om det skal være med karry eller helt enkelt med hvidløg og krydderurter.
Ingredienser
til 2 personerValgmulighed 1: Stegt blomkål
- 1⁄2 blomkål
- 30 g smør
- salt
- peber
- Evt. 1⁄2 fed hvidløg (fintrevet)
- Evt. 2 spsk friske krydderurter (f.eks. persille, basilikum eller purløg)
Valgmulighed 2: Blomkål med karry
- 1⁄2 blomkål
- 30 g smør
- 1 1⁄2 tsk karry
- evt. 1⁄4 tsk gurkemeje
- salt
- peber
- evt. lidt friske krydderurter til drys
Valgmulighed 1: Perfekt stegt blomkål
Skyl blomkål, del den i store buketter, og skær buketterne i skiver (se her, hvordan du kan bruge stokken).
Varm panden op til lidt over middel varme (trin 7 ud af 9 på komfuret).
Fordel blomkålsskiverne på panden. Steg dem i 3 minutter ved middel varme, til de har taget lidt farve. Vend dem en enkelt gang undervejs.
Tilsæt smør, og skru ned til lige under middel varme (trin 4 ud af 9). Krydr med salt og peber. Steg i 3-4 minutter mere, til blomkålen er mør, men stadig har bid. Riv evt. hvidløg over det sidste minut af stegetiden.
Skyl evt. lidt krydderurter, hak dem groft, og drys dem over blomkålen lige inden servering.
Valgmulighed 2: Blomkål på panden med karry
Skyl blomkålen, og del den i store buketter. Skær buketterne i skiver.
Steg buketterne på en tør pande ved middelhøj varme (trin 7 ud af 9 på komfuret) i 3 minutter. Rod ikke for meget rundt med blomkålen i dette stadie, da det vil forhindre, at de får en fin stegeskorpe, og den giver masser af smag. Vend dem helst kun en enkelt gang eller to på dette stadie.
Skru ned på middellav varme (trin 4 ud af 9), og tilsæt smør, karry og evt. gurkemeje. Krydr med salt og peber. Vend det godt sammen, så kålen er dækket af smør og karry. Steg 3-4 minutter ekstra, til blomkålen er mør.
Drys evt. med lidt friske krydderurter inden servering.
Se også:
Blomkålsris på panden eller de lækre karamelliserede spidskål på panden.
Ekstra lækker blomkål med mandler og parmesan
Du kan nemt gøre de stegte blomkål (valgmulighed 1) ekstra lækre ved at tilføje ristede nødder, lidt citronsaft og et drys parmesan eller feta.
Til 2 personer skal du bruge følgende:
- 25 g mandler, hasselnødder eller andre nødder
- 2 tsk citronsaft
- 20 g parmesanost eller feta
Start med at riste mandlerne (eller andre nødder), inden du steger blomkålen. Mandlerne skal bare have lidt farve. Hak dem groft.
Tilsæt citronsaften til panden sammen med smørret, når du steger blomkålen.
Riv parmesanen groft eller skræl tynde flager af den med en kartoffelskræller. Bruger du feta, skal den smuldres.
Drys hakkede mandler og parmesan (eller feta) over de stegte blomkål umiddelbart inden servering.
Sådan kan du stege blomkålsstokken på panden
Skær det yderste grove lag af blomkålsstokken, og skær enten stokken i tynde skiver eller små tern. De små tern kan du stege sammen med blomkålsbuketterne på samme måde, som det ellers er beskrevet i opskriften. Hvis du skærer tynde skiver, skal de stege 4-5 minutter ekstra ved middel varme.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Smag: Karry, parmesan, mandler, hvidløg
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for pandestegt blomkål
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 157 kcal | 314 kcal |
Kulhydrat | 4 g | 8 g |
Protein | 5 g | 9 g |
Fedt | 13 g | 26 g |
Næringsindhold for blomkål med karry
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 163 kcal | 326 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 9 g |
Protein | 5 g | 10 g |
Fedt | 13 g | 26 g |
3 andre lækre måder at tilberede blomkål på
Kan du slet ikke få nok af blomkål, kan jeg også anbefale disse opskrifter:
Nem blomkålsmosLækre blomkålsfrikadellerBagt blomkål med parmesan