Blomkål der smager af hotwings
Tænk at "hotwings" lavet af blomkål kan smage så godt! De er virkelig lækre - og så er de endda sunde.
Ingredienser
til 4 personer- 1 hoved blomkål
- 2 spsk olie
- 1 spsk hvidløgspulver
- salt
- peber
- 1 spsk flydende margarine (kan købes færdigt) eller smeltet smør
- 1 1⁄2 dl barbecuesauce
Sådan laver du de lækre blomkåls hotwings
Stil ovnen på 230 grader.
Skyl blomkålen og lad den dryppe af. Del den i buketter (ikke for små), og kom dem i en plasticpose sammen med olie, hvidløgspulver, salt og peber. Ryst posen så olie og krydderier bliver fordelt på blomkålen.
Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag i ovnen i 12 minutter - vend dem når halvdelen af tiden er gået.
Bland flydende margarine/smør sammen med barbecuesauce og vend blomkålsbuketterne deri. Læg dem tilbage på bagepladen og bag i yderligere 5 minutter. Så er der sunde blomkåls hotwings!
Forslag til servering
Servér dem varme, som en lille snack (evt. med dip) eller som tilbehør til f.eks. burger eller grillmad.
De kan også serveres som et vegetarisk alternativ til kød, f.eks. med det her tilbehør der passer rigtig godt til hotwings.