Blomkålssalat med mandler og granatæble
Skøn blomkålssalat med mandler og granatæble, der smager helt forrygende. Den er også utroligt nem at bikse sammen, så den passer perfekt ind i en travl hverdag, hvor du gerne vil have sundt og lækkert tilbehør.
Ingredienser
til 2 personer- 50 g mandler
- 1⁄2 blomkål (1/2 blomkål svarer ca. til 300 g)
- 1⁄2 rødløg
- 1 granatæble (1 granatæble svarer ca. til 120 g granatæblekerner)
Nem dressing
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- salt
- peber
Rist mandlerne på en tør pande, til de tager farve. Lad dem køle af, imens du laver resten af salaten.
Skær blomkålen ud i buketter, og hak dem fint, eller blend dem i en minihakker eller foodprocessor, så du får en slags blomkålscouscous.
Pil, og hak rødløget fint. Halvér granatæblet, og slå granatæblekernerne ud i en skål ved at banke på skallen med en grydeske - du kan også købe granatæblekerner, der allerede er pillet ud af skallen.
Bland blomkål, rødløg og granatæblekerner sammen i en skål. Rør olie, citron, salt og peber sammen, og hæld dressingen hen over salaten (se flere forslag til dressing her).
Hak mandlerne groft, og vend dem i salaten lige inden servering.