Blomkålssovs - rigtig god og endda sund
Blomkålssovs er super sundt og fedtfattigt, men smager rigtig godt og har en dejlig cremet konsistens. Og så er det ovenikøbet virkelig nemt at lave og perfekt til f.eks. pasta. Skal det være LCHF kan noget af mælken sagtens erstattes med fløde, og der kan tilsættes lidt revet parmesanost.
Ingredienser
til 3 personer- 1 løg (stort)
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk olie
- 1 blomkål
- 4 dl vand
- 3 dl mælk
- 1 1⁄2 grøntsagsbouillonterning
- salt
- peber
- 1 bdt persille
Pil løg og hvidløg, og hak begge dele - det behøver ikke være super fint i konsistensen, for sovsen bliver blendet senere. Svits løg og hvidløg i lidt olie ved svag-middel varme, til løgene begynder at blive klare og bløde i det.
Skyl imens blomkål, og skær den i grove buketter. Du kan også sagtens bruge stokken, den skal bare hakkes fint. Kom blomkålen på panden eller i gryden, og tilsæt vand og mælk. Smuldr grøntsagsbouillonterningen i, og krydr med salt og peber.
Bring sovsen i kog, og lad det simre, til blomkålen er helt mør. Blend blandingen - du bestemmer selv, hvor glat, du vil have blomkålssovsen.
Skyl persille, hak det groft, og rør det i sovsen. Smag til med salt og peber, og så er blomkålssovsen klar til servering.
Næringsindhold for blomkålssovsen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 165 kcal | 494 kcal |
Kulhydrat | 14 g | 42 g |
Protein | 9 g | 28 g |
Fedt | 7 g | 20 g |