Blomkålstzatziki
Denne lækre blomkålstzatziki er både dejligt cremet, super sprød og rigtig nem at bikse sammen. Purløg, persille og hvidløg sørger for, at der er masser af smag i salaten. Rigtig god til alt lige fra kylling, frikadeller, farsbrød og koteletter til grillmad og røde bøffer.
Ingredienser
til 3 personer- ca. 350 g blomkål (vægt uden stok og blade)
- 400 g græsk yoghurt
- 2 fed hvidløg
- 1⁄2 bdt purløg
- 1⁄2 bdt persille
- salt
- peber
- 1 spsk olivenolie
Sådan laver du blomkålstzatzikien
- Skyl blomkålen, og snit den helt fint.
- Bland blomkål og græsk yoghurt sammen.
- Pil hvidløg, pres dem, og rør dem sammen med blomkålen.
- Skyl purløg og persille, og hak begge dele fint. Rør krydderurterne i blomkålstzatzikien.
- Smag til med salt og peber, og dryp evt. med olivenolie umiddelbart inden servering.
Se også:
Denne cremede avocado-tzatziki, der smager drøngodt.
Kan man snitte blomkålen i en foodprocessor, minihakker eller rivejern?
Jeg snitter blomkålen med en kniv. Man kan sikkert også bruge foodprocessor, minihakker eller rivejern, men så bliver konsistensen nok lidt mere a la blomkålsris, men det bliver stadig rigtig lækkert. Har du en rest blomkålsris, kan de også fint bruges i salaten.
Hvilken græsk yoghurt?
Jeg brugte en græsk yoghurt med en fedtprocent på 10%, men man kan sagtens bruge en med en lavere fedtprocent, hvis den skal være fedtfattig. I så fald kan det dog godt være, man skal bruge lidt mindre yoghurt, da det fedtfattige som oftest vil være mere flydende i konsistensen.
Næringsindhold for blomkålstzatziki
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 85 kcal | 227 kcal | 682 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 12 g | 37 g |
Protein | 5 g | 12 g | 37 g |
Fedt | 5 g | 14 g | 41 g |