Blommedessert
Den søde, solmættede smag af blommer kommer til sin fulde ret i denne blommedessert. Her suppleres den skønt med luftigt flødeskum, en sprød mandel-makron-masse og et spændende hint af lakrids.
Ingredienser
til 4 personer- 10 blommer
- evt. lidt vand
- ca. 2 spsk lakridssirup (efter smag)
- 50 g mandler
- 50 g makroner
- 3 spsk honning
- 1 dl piskefløde
- 2 spsk creme fraiche
- 4 serveringsglas
Start med at lave blommegrød
Vask blommerne, halver dem og fjern stenene.
Kom blommerne i en gryde, og lad dem simre ved lavt blus (så de ikke brænder på - tilsæt evt. lidt vand hvis de er ved at tørre ud) til de er møre, hvorefter de blendes.
Kom lakridssiruppen i og rør rundt.
Mandel-makron-masse
Hak mandlerne og knus makronerne, og bland dem med honning. Fordel mandel-makron-massen på en bageplade med bagepapir. Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 5-8 minutter, og hold øje med, at det ikke bliver brændt. Det skal kun blive gyldent.
Pisk fløden til en tyk flødeskum og vend så forsigtigt creme fraiche i.
Anret blommedesserten
Blommedesserten må først lægges sammen, når blommemassen er helt afkølet - den må gerne være køleskabskold.
Mandel-makron-massen skal også være kold.
Umiddelbart inden servering fordeles først et lag blommegrød i glassene. Dernæst et lag mandel/makron og derefter et lag af flødemassen. Gentag 3-4 gange alt efter glassenes størrelse og tykkelsen af lagene.
Til sidst toppes der med et mandel/makron-lag.
Så er der blommedessert - velbekomme!
Flere nemme desserter der kan laves i forvejen