Brunsviger med kagecreme
Virkelig lækker brunsviger med kagecreme, som giver en dejlig smag af vanilje. Cremen gør fyldet ekstra snasket og giver samtidig kagen en mere rund smag. Lav cremen selv eller køb et brev, der blot skal piskes sammen med mælk.
Ingredienser
til 1 form- 80 g smør
- 2 dl mælk
- 20 g gær
- 1 æg
- 1 knsp salt
- ca. 450 g hvedemel
Fyld
- 150 g brun farin
- 130 g smør
- 25 g sirup
Kagecreme
- 2 dl sødmælk
- 1 æg
- 30 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk hvedemel (med top)
Smelt smørret, og lad det køle en smule af. Lun mælken, så den er lillefingervarm, og opløs gæren heri. Pisk ægget i med en gaffel, og bland så det smeltede smør og salt i. Kom mel i lidt ad gangen, og ælt dejen, til den er glat og smidig. Lad dejen hæve i ca. 1 time.
Lav fyldet ved at smelte brun farin, smør og sirup i en gryde ved middel varme. Rør rundt, indtil det er en ensartet masse. I starten flyder smørret ovenpå, men du skal bare blive ved med at røre.
Kagecreme:
Kog mælken op i en gryde. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og hvedemel sammen i en skål, der kan tåle varme. Hæld så den varme mælk i lidt ad gangen, imens du pisker konstant. Hæld cremen tilbage i gryden, og varm den op, imens du rører rundt – nu tykner cremen langsomt.
Bland cremen i det andet fyld, når den er tilpas tyk – du bestemmer selv, hvor meget du vil blande de to slags fyld sammen.
Samling af brunsvigeren:
Rul dejen ud til en firkant, og placér den i en firkantet form (30x30 cm) beklædt med bagepapir. Lav fordybninger i dejen med fingerspidserne. Hæld fyldet henover, og lav flere huller med enden af en kniv, så fyldet flyder ned i hullerne.
Lad brunsvigeren hæve yderligere 20 minutter.
Bag den så ved 200 grader i 15-20 minutter. Lad brunsvigeren køle af, og servér den lun.
Tip: Du kan også købe kagecreme på brev, der blot skal piskes sammen med mælk.