Brydebrød med ost, oregano og soltørrede tomater
Det her brydebrød gemmer på en lækker overraskelse af ost, oregano og soltørrede tomater imellem hvert stykke brød. Det smager super skønt, og så ser det også dekorativt ud.
Ingredienser
til 1 form- 4 dl vand (lunken)
- 25 g gær
- 1⁄2 tsk salt
- 50 g smør
- 200 g durummel
- 350 g hvedemel
Fyld
- lidt olie
- 140 g soltørrede tomater (evt. i skiver)
- 30 g parmesanost
- oregano
- mælk eller æg til pensling
Bland vand og gær sammen i en skål. Tilsæt salt. Smelt smørret, og lad det køle lidt af, inden du hælder det i vandet. Rør durummel og halvdelen af hvedemelet i. Rør resten af hvedemelet i lidt ad gangen, til dejen er mættet.
Lad dejen hæve i mindst 1 time, men gerne længere. Ælt dejen igennem igen, når den har hævet færdigt. Del dejen i små stykker, og rul dem flade med en kagerulle.
Smør lidt olie på hvert stykke dej, læg et par skiver soltørrede tomater på, og drys med parmesan og oregano. Stil en rugbrødsform på højkant, og stabl de flade boller oven på hinanden.
Pensl brødet med mælk eller æg, og bag det ved 200 grader i ca. 35 minutter.