Carpaccio – nem opskrift på klassisk italiensk forret
Skøn opskrift på klassisk italiensk carpaccio – en rigtig lækker forret, der både er nem at lave, ser elegant ud og smager forrygende. Retten består af tynde skiver oksekød, der serveres med pinjekerner, parmesan, basilikum og en lækker olivenolie.
Ingredienser
til 2 personer- 15 g pinjekerner
- 90 g oksefilet (gerne skåret på forhånd)
- 20 g parmesanost (hel eller i flager)
- God ekstra jomfruolivenolie
- 1 håndfuld frisk basilikum
- havsalt
- peber (friskkværnet)
Rist pinjekernerne på en tør pande, til de er gyldne. Hold godt øje med dem, når de er på panden, så de ikke brænder på. Lad dem herefter køle af på en kold tallerken eller lignende
Skær oksefileten i helt tynde skiver, hvis den ikke er skåret på forhånd. Fordel den på tallerkenerne.
Skær parmesanen i mindre stykker, hvis den ikke er skåret på forhånd, og drys flagerne ud over oksekødet. Drys herefter de afkølede pinjekerner over.
Stænk retten med lidt god jomfruolivenolie, og pynt med frisk basilikum. Drys til sidst med havsalt og friskkværnet peber, og server straks.
OBS! Mængderne passer til en forret. Hvis carpaccioen skal serveres som hovedret, skal mængderne fordobles, og man kan med fordel servere en salat til.