Cheeseburger-suppe
Den her cheeseburger-suppe er helt genial, for den er fyldt med smag fra bacon, hakket oksekød og grøntsager og er rigtig nem at bikse sammen.
Suppen kan nemt tilpasses i forhold til hvilke grøntsager, der kommer i. Jeg har valgt de grøntsager, som smagsmæssigt minder mest om en cheeseburger, men du kan sagtens tilføje ekstra grønt eller bytte grøntsagerne ud med andre slags, alt efter hvad du eller børnene foretrækker.
Ingredienser
til 3 personer- 6 skiver bacon
- 400 g hakket oksekød
- 200 g gulerødder
- 200 g cherrytomater
- evt. 1⁄2 bdt forårsløg
- 1 tsk hvidløgspulver eller dobbelt så meget frisk hvidløg
- 1 1⁄2 spsk paprika
- evt. 2 tsk spidskommen
- 70 g tomatpuré (koncentreret)
- 9 dl vand
- 2 oksebouillonterninger
- 1 1⁄2 dl fløde eller flødeost
- 100 g revet cheddarost
- salt
- peber
Serveringsforslag
- flute (evt. lavet til lækre ostebrød)
Sådan laver du cheeseburger-suppen
- Steg baconskiverne sprøde i en gryde. Læg skiverne på fedtsugende papir, og sæt dem til side til senere.
- Brun det hakkede oksekød godt af i baconfedtet. Gør grøntsagerne klar imens bacon og kød steger.
- Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Skyl cherrytomaterne, og halvér dem. Skyl også forårsløg, og snit dem fint (gem noget af den grønne del til servering).
- Kom grøntsagerne i gryden, og steg dem med i 2 minutter.
- Tilsæt hvidløgspulver (eller finthakket frisk hvidløg), paprika, spidskommen og tomatpuré, og svits det med i et par minutter.
- Tilsæt vand og oksebouillonterninger, bring suppen i kog, og lad den koge i 5 minutter.
- Rør fløde og halvdelen af cheddarosten i, og kog yderligere 5 minutter, til osten er smeltet. Krydr med salt og peber.
- Bræk de stegte baconskiver i mindre stykker, og servér dem som topping til cheeseburger-suppen sammen med resten af cheddarosten og den grønne del af forårsløgene.
"Cheeseburger" på flere lækre måder:
Cheeseburgerfad med hakket oksekødCheeseburger uden brød (keto og low carb)
Lav lækre "cheesy" brød til
Det er virkelig lækkert at servere ostebrød til suppen, og det understreger også cheeseburger-smagen rigtig godt.
Du laver dem nemt ved at skære et flute igennem på langs (brug ca. 1/2 flute til 3 personer), og drys med revet cheddarost (ca. 75 g til 3 personer). Skal det være ekstra lækkert, kan du smøre brødene med lidt dijonsennep, inden du drysser osten ovenpå.
Gratinér brødene i ovnen ved 200 grader i 15 minutter, til osten er smeltet.
Fakta om opskriften
Måltid: Aftensmad
Smage: Bacon, hakket kød, bouillon, ost og tomat
Oprindelse: Det amerikanske køkken
Tidsforbrug:
Næringsindhold
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 730 kcal | 2191 kcal |
Kulhydrat | 14 g | 43 g |
Protein | 45 g | 134 g |
Fedt | 54 g | 163 g |
Næringsberegningen omfatter både suppen og toppingen, men ikke brød.
Keto version af cheeseburger-suppen
Du kan udskifte gulerødder med den samme mængde hvidkål eller spidskål, hvis du vil lave en keto og lchf venlig version af suppen.