Cheesecake uden husblas med lime
Virkelig god lime cheesecake som er helt uden husblas. Den har den lækreste smag, og så er den nem at lave.
Jeg brugte en springform på 24 cm. Se her hvis du vil bruge en anden størrelse.
Ingredienser
til 1 springform- 200 g Digestive kiks
- 100 g smør
- 400 g flødeost naturel
- 4 dl fløde
- 2 tsk vaniljesukker
- 150 g flormelis
- skal fra 3 økologiske limefrugter
- 1 dl limesaft
- Evt. økologisk limefrugt og/eller mynte til pynt
Sådan laver du lime cheesecake uden husblas
Smelt smørret ved lav varme i en gryde. Knus kiksene (jeg synes det er nemmest at komme dem i en frysepose og banke lidt på dem med en kagerulle, men du kan også knuse dem i en minihakker).
Kom bagepapir i bunden af en springform (ikke op ad siderne). Bland det smeltede smør sammen med de knuste kiks og fordel det i bunden af springformen. Tryk det godt sammen, så bunden bliver fast. Sæt springformen i køleskabet, så bunden bliver kold og størkner.
Pisk fløden til flødeskum i en skål.
Kom flødeosten i en anden skål og pisk det hurtigt sammen med limesaft, fintrevet limeskal, vaniljesukker og flormelis (hvis man pisker for længe, kan det blive flydende, så det skal kun lige blandes sammen).
Vend flødeskummen sammen med flødeosteblandingen og fordel blandingen ovenpå kiksebunden. Dæk springformen med stanniol eller husholdningsfilm og lad den trække i køleskabet i minimum 4 timer.
Løsn kagen rundt i kanten med en skarp kniv inden springformen tages af.
Pynt evt. din cheesecake med lime og mynte inden servering.
Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af pynten, har jeg samlet nogle gode idéer til cheesecake pynt her.
Kan man bruge en anden størrelse springform?
Ja, det kan man sagtens. Hvis du trykker på den lille pil over ingredienslisten (ved siden af "Til 1 springform"), er det nemt at omregne opskriften til den størrelse springform, du vil bruge.
Omregningerne svarer til disse størrelser:
0,5 = 16-18 cm i diameter
0,75 = 20-22 cm i diameter
1 = 24 cm i diameter
1,2 = 26 cm i diameter
1,4 = 28 cm i diameter
1,6 = 30 cm i diameter
1,8 = 33 cm i diameter
Hvis din størrelse springform ikke er med i listen, så bare vælg den størrelse der er tættest på. Så bliver kagen bare en lille smule højere eller lavere, men det skal nok gå helt fint.
Hvor længe kan kagen holde sig?
Den kan godt holde sig 4 dage i køleskabet.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Sværhedsgrad: Nem
Hvor mange personer rækker kagen til: 10-12 personer, hvis du bruger en springform på 24 cm ligesom jeg gjorde.
Næringsindhold for cheesecake med lime
pr. 100 gram | pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 315 kcal | 408 kcal | 4896 kcal |
Kulhydrat | 22 g | 28 g | 339 g |
Protein | 3 g | 4 g | 48 g |
Fedt | 24 g | 31 g | 374 g |
Næringsindholdet pr. stykke tager udgangspunkt i, at kagen skæres i 12 stykker. De er ca. så store: