Chokoladekage i springform
Rigtig nem chokoladekage i springform, som får en dejlig svampet konsistens, og du vælger selv, om du vil have lækker chokoladecreme på toppen og chokoladestykker i kagen (jeg gjorde naturligvis begge dele 😉).
Se lige hvor lækker chokoladekagen ser ud.
Jeg har brugt en springform med en diameter på ca. 23 cm i opskriften - se her hvis du skal bruge en anden størrelse springform.
Ingredienser
til 1 springform- 125 g smør
- 75 g mørk chokolade
- 50 g kakaopulver
- 200 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 250 g sukker
- 3 æg
- 2 1⁄2 dl kærnemælk
- Evt. ekstra 75 g mørk chokolade (hvis du vil have chokoladestykker i dejen)
Valgfri chokoladecreme
- 250 g smør
- 150 g flormelis
- 100 g mørk chokolade
- 25 g kakaopulver
Sådan bager du chokoladekagen
Smelt smør og chokolade sammen ved lav varme. Lad det køle lidt af efterfølgende.
Sigt kakaopulver, hvedemel og bagepulver i en skål, og tilsæt sukker.
Pisk først æg og kærnemælk i de tørre ingredienser, og pisk dernæst den smeltede smør- og chokoladeblanding i dejen.
Smør en springform med smør, og beklæd bunden med bagepapir. Hæld dejen i springformen, og glat den ud, så den er jævn.
Bag chokoladekagen ved 180 grader ved over- og undervarme i ca. 45 minutter, til den er gennembagt.
Lad kagen køle af, inden du tager den ud af springformen.
Lækker chokoladecreme (valgfri)
Smelt chokoladen ved lav varme, og lad det køle af til stuetemperatur.
Kom det bløde smør op i en skål, og sigt flormelis i. Pisk smør og flormelis godt sammen til en lys og luftig creme.
Pisk chokoladen i smørcremen, og fordel den på toppen af den afkølede chokoladekage.
Se også:
Drømmekage i springform
Ofte stillede spørgsmål
Se svarene på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Kan jeg bruge andre størrelser springform?
Ja, selvom chokoladekagen som udgangspunkt bages i en rund springform på 23 cm i diameter, kan du sagtens bruge andre størrelser. Klikker du på pilen over ingredienslisten, er det rigtig nemt at omregne opskriften til den størrelse springform, du vil bruge.
Omregningerne svarer til disse størrelser:
- 0,5 = 16 cm i diameter
- 0,75 = 20 cm i diameter
- 1 = 23 cm i diameter
- 1,3 = 26 cm i diameter
- 1,5 = 28 cm i diameter
- 1,7 = 30 cm i diameter
- 2 = 33 cm i diameter
Hvis du vil have en høj kage, kan du sagtens bage chokoladekagen i en mindre springform, end den ellers er beregnet til, men så er bagetiden nok lidt længere.
Kan den fryses?
Ja, du kan sagtens fryse kagen ned - både med og uden chokoladecremen. Sørg blot for at pakke kagen godt ind, eller kom den i en lufttæt beholder, inden du kommer den i fryseren.
Kan man bage kagen dagen før?
Du kan fint bage kagen dagen før, du skal bruge den. Den skal nok holde sig svampet og lækker til dagen efter.
Tip: Pynt kagen med friske bær
Det er både rigtig flot at pynte kagen med friske bær, f.eks. jordbær, blåbær eller hindbær, og det giver også kagen et lækkert friskt pift.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage
Oprindelse: Det danske køkken
Hvor mange stykker kan man skære af chokoladekagen: Ca. 10-12 stk.
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet: (for selve kagen)
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for selve chokoladekagen (uden chokoladestykker og glasur)
pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 302 kcal | 3620 kcal |
Kulhydrat | 37 g | 439 g |
Protein | 6 g | 69 g |
Fedt | 14 g | 169 g |
Næringsberegningen pr. stykke tager udgangspunkt i at kagen skæres i 12 stykker.
Næringsindhold for kagen med chokoladestykker og glasur
pr. stykke | hele kage | |
---|---|---|
Kalorier | 595 kcal | 7145 kcal |
Kulhydrat | 55 g | 656 g |
Protein | 7 g | 89 g |
Fedt | 38 g | 454 g |
Næringsindholdet pr. stykke forudsætter stadig, at chokoladekagen skæres i 12 stykker.
Flere lækre kager i springform
Kan du slet ikke få nok af kage, kan jeg også anbefale disse opskrifter:
Blødende chokoladekageChokoladekage med chokolademousseNøddekage i springform