Chokoladekage med blåbær og chokoladecreme
Denne skønne kage består af to lag intens chokoladekage, der er lagt sammen med en blåbærsylt lavet på blåbær, sukker, citron og vaniljelikør. Kagen er toppet med en dejlig chokoladecreme, der lige sætter prikken over i’et.
Ingredienser
til 1 springformChokoladecreme
- 1 blad husblas
- 50 g mørk chokolade (70 %)
- 1 3⁄4 dl piskefløde
Chokoladekager
- 150 g smør
- 200 g sukker
- 2 æg
- 100 g mayonnaise
- 70 g kakaopulver
- 130 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 1⁄4 tsk fint salt
- 2 dl kaffe
Blåbærsylt
- 100 g blåbær
- 1 spsk sukker
- 1 spsk citronsaft
- 1 spsk vaniljelikør (jeg brugte Galliano)
Pynt
- friske blåbær
- sukkerkugler
Chokoladecreme:
Læg husblas i blød i koldt vand.
Hak chokoladen fint. Varm piskefløden op til lige under kogepunktet, og hæld halvdelen af den over den hakkede chokolade. Rør, til massen er ensartet.
Opløs husblassen i den anden halvdel af den varme piskefløde, og rør de to flødeblandinger sammen. Dæk skålen med husholdningsfilm (der er helt nede og røre ved cremen), og stil chokoladecremen på køl i minimum 6 timer.
Chokoladekager:
Forvarm ovnen til 160 grader.
Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Pisk æg og dernæst mayonnaisen i.
Sigt kakaopulver, hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og salt, og rør det i. Tilsæt til sidst kaffen, og rør, til dejen er ensartet.
Fordel dejen i to smurte bageforme (24 cm Ø) med bagepapir i bunden.
Bag chokoladekagerne i 25-30 minutter, og lad dem køle helt af.
Blåbærsylt:
Kom blåbær, sukker og citronsaft i en gryde, og bring det i kog. Sluk for varmen, og lad det køle helt af. Tilsæt vaniljelikør, og rør blåbærsylten, til den er ensartet.
Sammenlægning og pyntning af chokoladekagen:
Læg en chokoladebund (vendt på hovedet) på et kagefad. Smør bunden med blåbærsylten, og læg den anden bund ovenpå (denne gang skal den ikke vende på hovedet).
Pisk chokoladecremen ganske kort, til den bliver lidt stiv i det. Kom den op i en sprøjtepose med en stjernetyl, og sprøjt den ud i små dutter på toppen af kagen. Pynt med friske blåbær og sukkerkugler.