Couscoussalat med abrikos
Gurkemeje giver couscoussalaten en fantastisk gul farve, som stråler om kap med grøntsagerne i den flotte farvepalet. Tørrede abrikoser og saftig appelsin tilfører en fin sødme til den let krydrede salat.
Ingredienser
til 2 personer- 1 spsk gurkemeje
- evt. 1⁄2 tsk spidskommen
- evt. 1 tsk koriander
- 1 spsk olie
- 2 dl hønsebouillon eller grøntsagsbouillon
- 2 dl couscous
- 1 bdt forårsløg
- 10 tørrede abrikoser
- 1⁄2 agurk
- 3 appelsiner
Svits gurkemeje, spidskommen og koriander i olien i en gryde. Hæld bouillon på og bring det i kog. Tilsæt couscous, læg låg på og tag gryden af varmen.
Skyl forårsløgene og snit dem fint. Skær abrikoserne i strimler eller tern. Flæk agurken på langs og skrab de bløde kerner ud med en teske (de skal ikke bruges). Skær agurken i halve skiver.
Skær top og bund af appelsinerne - så er det nemt at skære resten af skrællen af med en kniv, og derefter skære appelsinfileter ind mellem "lamellerne".
Rør i couscousen med en gaffel for at løsne den. Vend forsigtigt couscoussalaten sammen i en skål, og server f.eks. med kylling og en god dressing.