Edamame bønner (med eller uden skal)
Se hvordan du nemt tilbereder edamamebønner med eller uden skal, så de bliver helt perfekte og bevarer deres lækre friske smag.
Ingredienser
til 2 personer- 200 g edamamebønner med eller uden skal (fra frost)
- 1 tsk salt
- kogende vand
- evt. lidt salt til servering (gerne flagesalt)
Sådan tilbereder du frosne edamamebønner
- Kom de frosne edamamebønner op i en skål, og tilsæt salt.
- Dæk dem med kogende vand.
- Bruger du edamamebønner med skal, skal de trække i vandet i 1,5 minut. Er de uden skal, skal de kun trække i 1 minut.
- Hæld vandet fra, og drys evt. med lidt flagesalt.
Spis dem, som de er, eller brug dem f.eks. i en salat eller til at lave disse lækre edamamefrikadeller.
Ofte stillede spørgsmål
Få svar på nogle af de mest almindelig spørgsmål omkring edamamebønner herunder:
Skal bønnerne ikke koges?
Nej, det er ikke nødvendigt at koge edamamebønner. Det er nok at lade dem trække i kogende vand i ganske kort tid, så de tør op og bliver lune. Hvis man koger dem, kan de godt miste noget af den gode friske smag.
Kan man spise skallen?
Nej, skallen er ikke spiselig. Den er ikke giftig, men bare så sej, at den kan være svær at tygge ordentlig, og derfor er det ikke nogen særlig rar spiseoplevelse.
Er edamamebønner og sojabønner det samme?
Ja, det er det. De edamamebønner, vi kan købe på frost herhjemme, er grønne umodne sojabønner, der er blevet kogt. Når du leder efter dem i fryseren i supermarkedet, kan det derfor sagtens være, der står sojabønner og ikke edamamebønner på posen.
Kan man lave dem i ovnen eller på panden?
Ja, du kan både bage dem i ovnen og stege dem på panden. Se hvordan herunder:
Tilberedning i ovnen
Tænd ovnen på 210 grader varmluft.
Til 2 personer skal du bruge 200 g frosne edamamebønner uden skal. Vend bønnerne med 1,5 spsk olie og 1,5 tsk salt samt evt. chili eller andre krydderier.
Fordel bønnerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 14-15 minutter, til de er sprøde. Vend dem gerne en enkelt gang undervejs.
Tilberedning på panden
Du kan stege bønnerne både med og uden skal på panden. Steg bønnerne på en pande i lidt olie ved høj varme med salt og de krydderier, du foretrækker. De skal kun stege 3-4 minutter, til de har taget lidt farve og er optøede.
Hvis du vil tilføje krydderier eller sojasauce til edamamebønner med skal, kan det især være en god idé at tilberede dem på panden frem for i ovnen, da smagen så kan trænge bedre ind i bønnerne.
Krydderier der passer godt til
Du kan nemt tilføje ekstra smag til edamamebønnerne, og herunder kan du se nogle af mine yndlingskrydderier, der passer rigtig godt til:
- Chilipulver eller flager (hvis du godt kan lide det spicy)
- Soja
- Frisk hvidløg eller hvidløgspulver
- Fintrevet ingefær
- Fintrevet parmesanost
- Frisk citron- eller limesaft
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør eller snack
Oprindelse: Det kinesiske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Trækketid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for edamame bønner uden skal
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 130 kcal | 130 kcal | 260 kcal |
Kulhydrat | 10 g | 10 g | 20 g |
Protein | 11 g | 11 g | 22 g |
Fedt | 4 g | 4 g | 8 g |
Er edamamebønner sunde?
Ja, de er super sunde og indeholder masser af både proteiner, vitaminer (især vitamin K og C) og kostfibre samt sunde Omega-3 fedtsyrer (som man ellers typisk får fra fisk). Derudover har de et relativt lavt kalorieindhold, så de er den perfekte sunde snack.
Er de keto-venlige?
Normalt er bælgfrugter ikke en del af en keto kost, fordi de indeholder for mange kulhydrater. Edamamebønner har også et relativt højt indhold af kulhydrater, men de indeholder samtidig så mange ernæringsmæssigt gode ting, at det sagtens kan give mening at spise i moderate mængder på en keto kur.
Man skal dog huske at tage højde for dem i de øvrige måltider for dagen, så man ikke indtager for mange kulhydrater.
Brug dem i en salat
Edamamebønnerne er gode som snack, men det er også rigtig lækkert at komme dem i en salat - se nogle af mine favoritter her:
Salat med edamamebønnerSpidskålssalat med edamamebønner, avocado og mangoAsiatisk avocadosalat med edamamebønner