Farsbrød i fad med kartofler, grøntsager og fløde
Rigtig nem opskrift på farsbrød i fad, der tilberedes på en bund af flødebagte kartofler og grøntsager. Det smager virkelig godt, og ovnen klarer størstedelen af arbejdet - ren win-win!
Ingredienser
til 3 personerGrøntsagsbund
- 600 g kartofler
- 300 g gulerødder
- 1⁄4 spidskål
- 1 rødløg
- 4 dl fløde
- 1 dl mælk
- 2 tsk salt
- peber
Farsbrød
- 1 rødløg (lille)
- 500 g hakket svine- og kalvekød
- 1 tsk salt
- 25 g rasp
- 1 æg
- peber
Derudover
- evt. lidt persille som pynt
Start med at gøre kartofler og grøntsager klar
Forvarm ovnen til 200 grader.
Skræl kartofler og gulerødder, og skær begge dele i mundrette stykker.
Skyl spidskål, og snit det - husk at fjerne stokken i midten. Pil rødløg, og snit det fint.
Kom alle grøntsagerne op i et ildfast fad.
Tilsæt fløde, mælk og salt, og krydr med peber. Bland det hele godt, og sæt fadet i ovnen i 10 minutter.
Lav farsen og form til et farsbrød
Pil rødløget til farsbrødet, og hak det fint.
Bland rødløg sammen med hakket svine- og kalvekød, salt, rasp og æg, og krydr farsen med peber.
Form det til et farsbrød.
Læg farsbrødet i fadet og bag retten færdig i ovnen
Tag fadet med grøntsagerne ud af ovnen, og læg farsbrødet ovenpå. Steg det yderligere 35-40 minutter, til farsbrødet er gennemstegt, og grøntsagerne er møre.
Drys evt. med lidt persille inden servering.
Se også:
Denne opskrift på italiensk farsbrød i fad med kartofler og grøntsager.
Næringsindhold for opskriften
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 1038 kcal | 3115 kcal |
Kulhydrat | 59 g | 177 g |
Protein | 49 g | 147 g |
Fedt | 66 g | 198 g |
Kan man bruge andet end fløde?
Du kan fint bruge en fedtfattig madlavningsfløde i stedet for piskefløde, hvis du gerne vil skrue lidt ned for både fedt og kalorier i retten.