Fastelavnsboller af butterdej
Virkelig nemme fastelavnsboller med færdigkøbt butterdej. De smager altså bare SÅ godt.
Ingredienser
til 4 stk- 1 rulle butterdej
- evt. 1 æg til pensling
Forslag til fyld
- F.eks. flødeskum og syltetøj eller kagecreme, jordbærskum eller den her creme til fastelavnsboller
Glasur
- flormelis
- vand
- evt. kakaopulver hvis du ønsker mørk glasur
Sådan laver du fastelavnsboller med butterdej
Forvarm ovnen til 200 grader.
Rul butterdejen ud og skær den i lige store firkanter eller brug en rund udstikker (eller et glas).
Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir. Du kan evt. lægge dem dobbelt (altså 2 stykker ovenpå hinanden) for at få lidt mere højde på fastelavnsbollerne - ellers bliver de ret flade. Jeg kan godt lide, at der er lidt mere "bolle", så jeg lægger dem dobbelt.
Fastelavnsbollen til venstre er med dobbelt lag butterdej og den til højre er kun med et enkelt lag.
Pensl evt. med æg på toppen. Det betyder ikke noget for smagen, men giver en pænere overflade.
Bag butterdejen i ca. 11-12 minutter eller til stykkerne er gyldne og sprøde. Hold øje med dem de sidste par minutter, så de ikke får for meget, men undgå at åbne ovnen alt for mange gange undervejs.
Lad dem køle helt af inden de forsigtigt skæres over.
Lav en glasur af flormelis og vand (det er nemmest med kogende vand). Jeg deler glasuren op i to og kommer lidt kakaopulver i den ene halvdel, så der både er en hvid og en mørk glasur, men det bestemmer du naturligvis selv.
Jeg synes, at det er nemmest at komme glasur på fastelavnsbollerne, inden fyldet kommer i, så man ikke risikerer at trykke fyldet ud, når man putter glasur på.
Kom det ønskede fyld i fastelavnsbollerne. Det nemmeste er flødeskum og evt. syltetøj eller en færdigkøbt kagecreme, men jeg kan også anbefale den her creme til fastelavnsboller.
Læg "over-bollen" med glasur ovenpå fyldet. Så er fastelavnsbollerne klar til servering.
Kan de laves dagen før?
Ja, man kan godt bage butterdejen dagen før og så blot opbevare dem i en lufttæt beholder eller pose (de skal IKKE på køl). Vent med at komme fyld i til umiddelbart inden servering, for ellers bliver butterdejen blød.
Kan man bruge frossen butterdej?
Ja, man kan godt bruge butterdej fra frost, men så skal det tø op før brug.