Fiskesuppe med porre
Her kombineres mild fiskesmag med porre, en yndet ingrediens i supper, pga. den gode, men ikke altoverskyggende smag den afgiver samt hvidvin, som tilføjer ekstra smagsnoter - søde eller syrlige - alt efter, hvilken vin du vælger.
Pynt med oliedråber og strålende grøn dild inden servering for at opnå et farvespil i udtrykket og du har en flot forret, perfekt til et middagsselskab.
Ingredienser
til 2 personer- 2 løg
- 2 spsk olie
- 1 porre
- 8 dl fiskefond eller bouillon
- 2 dl hvidvin eller sherry
- 250 g torskefilet
- 2 1⁄2 dl madlavningsfløde
- evt. 1 bdt dild
- salt
- peber
- evt. lidt olie til pynt
Hak løg og svits dem i olie i en gryde. Hak porren groft og kom dem i gryden.
Tilsæt fiskefond og hvidvin. Lad suppen simre ved svag varme under låg i 5 minutter.
Rens torskefileterne og kom dem i suppen. Lad fiskesuppen simre ved svag varme indtil fisken er tilberedt. Tag fiskestykkerne op af suppen og læg dem på en tallerken (dæk dem evt. med sølvpapir).
Tag suppen af varmen og blend den med en stavblender. Sæt den tilbage på varmen og bring den i kog inden fløden tilsættes. Smag til med salt og peber.
Hak dild (bortset fra lidt der gemmes til pynt) og kom det i fiskesuppen lige inden servering.
Ved servering lægges fiskestykkerne i bunden af en dyb tallerken og suppen hældes udenom. Pynt med dild og evt. nogle dråber olie.