Focaccia med oliven
Dette lækre focaccia er lavet med oliven, der både hakkes og blandes i dejen og pynter på toppen sammen med frisk timian og havsalt. Opskriften er meget nem, og focacciaen passer perfekt til suppe eller salat.
Ingredienser
til 1 bradepande- 20 g gær
- 5 dl vand
- 2 tsk salt
- 475 g hvedemel
- 125 g durummel eller manitoba
- 120 g sorte oliven
- 1 dl olivenolie
- 6 kviste frisk timian
- ca. 1 spsk vand
- 1 spsk havsalt
Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt og de to slags mel, og rør med en grydeske, til dejen er ensartet. Lad den hvile i 45 minutter.
Hak en tredjedel af de sorte oliven, og ælt dem ind i dejen med en grydeske. Lad den hvile i yderligere 1 time.
Kom lidt af olivenolien i bunden af en bradepande foret med bagepapir. Hæld dejen ud i bradepanden, og pres den ud i siderne. Det er normalt ikke muligt at gøre fuldstændigt, da dejen trækker sig sammen. Lad den derfor hvile i 10 minutter, og pres den så helt ud i hjørnerne.
Forvarm ovnen til 230 grader varmluft, og lad focacciaen efterhæve i den halve time, det tager. Hæld olivenolien ud over dejen, men hold lidt tilbage.
Tag timianbladene af kvistene, og drys dem over dejen. Kom vand på hænderne, og tryk huller i dejen. Drys til sidst med havsalt og de resterende to tredjedele af de sorte oliven.
Bag focacciaen i 12-15 minutter, til den er gylden. Bagetiden varierer lidt fra ovn til ovn.
Pensl den færdigbagte focaccia med den resterende olivenolie, og lad den køle af.