Fyldt avocado med kylling
De her fyldte avocadoer med kylling er perfekte, når det både skal være nemt og lækkert. Det mexicansk inspirerede kyllingefyld smager vildt godt sammen med de cremede avocadoer og friske grøntsager.
Ingredienser
til 4 personer- 4 kyllingefileter
- 1 glas tacosauce (medium stærk)
- 1 brev fajitakrydderi (eller tacokrydderi)
- 1⁄2 agurk
- 1 peberfrugt
- 4 forårsløg
- 130 g majs
- 8 avocadoer
- evt. lidt limesaft
- evt. creme fraiche (til servering)
- evt. frisk koriander (til servering)
Sådan laver du de fyldte avocadoer med kylling
- Kom kyllingefileterne op i et ildfast fad sammen med tacosauce og fajitakrydderi. Bland det godt sammen, og dæk fadet til med sølvpapir.
- Bag kyllingen i 25-30 minutter ved 200 grader, til den er gennemstegt. Forbered grøntsagerne imens.
- Skyl agurk og peberfrugt, og skær begge dele i små fine tern. Skyl forårsløg, og hak dem relativt fint. Jo finere grøntsagerne er, jo nemmere er det at toppe de fyldte avocadoer med dem. Dræn vandet fra majsene, så de også er klar.
- Halvér avocadoerne, og fjern stenen. Dryp dem evt. med lidt limesaft, så de ikke bruner.
- Riv kyllingekødet i strimler, og fordel det i de halve avocadoer.
- Top med agurk, peberfrugt, forårsløg og majs, og servér evt. de fyldte avocadoer med creme fraiche og frisk koriander.
OBS!
Antallet af personer er angivet ud fra, at man spiser avocadoerne som hovedret. Som forret eller frokost er der til det dobbelte antal personer.
Se også:
Jeg kan virkelig også anbefale disse fyldte avocadoer med kyllingesalat og sprød bacon.
Næringsindhold for opskriften
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 656 kcal | 2623 kcal |
Kulhydrat | 29 g | 118 g |
Protein | 38 g | 154 g |
Fedt | 39 g | 155 g |
*Næringsberegningen omfatter ikke creme fraiche og koriander. Især creme fraiche indeholder mange kalorier, så hvis du spiser creme fraiche til de fyldte avocadoer, så er det samlede kalorieindhold højere.