Fyldte bagekartofler med skinke
Disse lækre bagekartofler med skinkesalat er perfekte, når det skal være ekstra nemt. Kartoflerne passer sig selv i ovnen, så der er masser af tid til at lave det nemme skinkefyld. Kombinationen er fuldstændig forrygende.
Ingredienser
til 3 personer- 3 bagekartofler
- lidt olie
- salt
- 200 g skinkestrimler
- 2 dl creme fraiche
- 1⁄2 rødløg (lille)
- 1 peberfrugt
- 1 dl ærter (optøede)
- peber
Forvarm ovnen til 200 grader.
Skrub bagekartoflerne grundigt, og smør dem ind i lidt olie. Drys med salt, og bag dem i ovnen i ca. 1 time, til de er møre. Hvis det godt må gå lidt hurtigere, kan du se et par tips til at forkorte bagetiden her.
Hak skinkestrimlerne fint, og bland dem sammen med creme fraiche. Pil rødløg, og hak det helt fint. Skyl peberfrugt, skær de hvide hinder fra, og skær den i fine tern. Bland rødløg, peberfrugt og ærter i skinkesalaten. Smag til med salt og peber.
Tag de bagte kartofler ud af ovnen, og lad dem køle af i fem minutter. Skær et kryds i kartoflerne, og kom skinkesalaten i. Så er de fyldte bagekartofler klar til servering!
Kortere bagetid
Hvis du har travlt eller bare er godt sulten og ikke vil vente længe på de fyldte bagekartofler, kan du her få et par tricks til at forkorte bagetiden.
Tip 1 - 30 min.:
Skær bagekartoflerne over på midten, så du har to dele med store skæreflader. Smør skærefladen ind i olie, og drys med salt. Bag kartoflerne ved 200 grader i 30 minutter.
Tip 2 - 15 min.:
Skær bagekartoflerne ud i store skiver på ca. 0,5-1 cm tykkelse. Smør dem ind i olie, og drys med salt. Bag skiverne ved 225 grader i 15-20 minutter (afhængigt af ovn).
Næringsindhold for de fyldte kartofler
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 607 kcal | 1821 kcal |
Kulhydrat | 82 g | 247 g |
Protein | 24 g | 71 g |
Fedt | 21 g | 63 g |
Næringsberegningen tager udgangspunkt i, at en rå bagekartoffel vejer 400 gram.