Godt brød med rugmel og havregryn
Det er skønt at sætte tænderne i en skive godt brød, og det her er bagt med rugmel og havregryn, så det får en lidt grovere, men stadig saftig krumme.
Ingredienser
til 2 stk- 1⁄4 pk gær
- 7 dl vand (lunkent)
- 1 æg (sammenpisket)
- 2 1⁄2 tsk salt
- 250 g rugmel
- 600 g hvedemel
- 100 g havregryn (fintvalsede)
- 50 g hørfrø
- 100 g solsikkekerner
- lidt fedtstof
Rør gæren ud i det lunkne vand, og rør det sammenpiskede æg i.
Tilsæt salt, rugmel og halvdelen af hvedemelet, og rør det til en ensartet dej.
Bland havregryn, hørfrø og solsikkekerner i dejen. Tilsæt mere hvedemel, til dejen begynder at samle sig. Hæld dejen ud på køkkenbordet, og ælt den godt med det resterende hvedemel. Dejen skal være lidt våd i konsistensen, fordi havregrynene suger væske, men det skal stadig være muligt at ælte dejen. Du kan evt. ælte dejen i en køkkenmaskine.
Kom dejen tilbage i skålen, og lad den hæve i ca. 4 timer, til den når dobbelt størrelse.
Smør to brødforme med lidt fedtstof. Fordel dejen i formene med en dejskraber, og lad brødene efterhæve i ovnen ved 50 grader i 30 minutter. Skru herefter ovnen op på 200 grader, og lad brødene bage i ca. 45 minutter.
Brødene er færdige, hvis det giver en hul lyd, når man banker på bunden. Lad dem afkøle på en rist.
Tip:
Brødene kan fryses, men vær sikker på, at de er helt afkølede, før du putter dem i en frysepose.