Flot gourmet forret med rejer, asparges og brunet smør
Flot, lækker og overraskende nem gourmet forret med rejer, asparges og brunet smør.
Ingredienser
til 4 personer- 200 g asparges (hvide eller grønne eller en blanding af begge dele)
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 200 g smør (det lyder voldsomt, men det er kun lidt af smørret der spises)
- 100 g rejer (jeg brugte friskpillede fjordrejer, men du kan også bruge andre rejer)
- dild eller andre krydderurter efter smag
- Servér evt. med brød
Sådan laver du forretten
Hvis du bruger hvide asparges, skal de skrælles. Det er nemmest at skrælle fra toppen mod bunden. Bræk de træede ender af aspargesene (gælder både de grønne og de hvide).
Kom vand i en gryde og tilsæt salt og sukker. Bring gryden i kog, og kog aspargesene i 4-5 minutter afhængig af tykkelse. De skal være lige akkurat møre. Tag dem op af gryden, læg dem på en tallerken og dæk dem til med sølvpapir, så de holder sig varme.
Brunet smør
I mellemtiden smeltes smørret i en lille gryde (gerne så lille som muligt, så smørret når så højt op som muligt). Brun smørret ved middel varme mens der røres/piskes let med et piskeris. Brug et piskeris af metal (dem af plastic kan smelte) - alternativt kan du bruge en gaffel.
Når du kan fornemme at smørret begynder at blive lysebrunt, tages gryden af varmen, og så skal den ellers bare stå, så den brændte valle kan falde til bunds.
Alternativt kan man si den brændte valle fra gennem en meget fin sigte, som mange andre opskrifter foreslår, men jeg synes det er besværligt, og det er ikke nødvendigt, hvis blot man lader den brændte valle falde til bunds i gryden, og forsigtigt tager smørret i toppen ved servering.
Anretning
Skær de kogte asparges i mundrette stykker på skrå, og fordel dem i bunden af dybe tallerkener. Anret rejerne ovenpå.
Tag forsigtigt et par spiseskefulde af det brunede smør (fra toppen så du undgår den brændte valle), og kom det i bunden af hver tallerken. Det skal ikke hældes over rejerne/aspargesene, men blot ved siden af. Så skal det nok fordele sig i bunden af tallerkenen - det ser flottest ud.
Pynt med dild eller andre krydderurter og servér mens smørret og aspargesene stadig er lune (aspargesene kan også godt serveres kolde).
Jeg kan også anbefale den her forret:
Nem forret med rejerSprøde tempura rejer med lækkert tilbehør