Græsk kylling med ris - lækker opskrift med kyllingelår
Fantastisk lækker opskrift på græsk kylling med ris og en knaldgod sovs med fløde, citron og persille. Hele molevitten tilberedes i én pande, så det bliver næsten ikke nemmere, og kyllingelårene bliver ekstra møre og saftige, når de steges sammen med sovsen.
Ingredienser
til 3 personer- 800 g kyllingelår (underlår)
Marinade
- 1 spsk olie
- 1 1⁄2 tsk oregano
- 2 fed hvidløg
- skal af 1 citron
- saft af 1⁄2 citron
- salt
- peber
Øvrige ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 rødløg
- 1 fed hvidløg
- 1 håndfuld spinat
- 1 bdt persille
- 1 spsk soltørrede tomater (hakkede)
- 2 dl ris
- 1 dl fløde
- 4 dl hønsebouillon
- saft af 1⁄2 citron
Til servering
- 75 g feta
- evt. brød
Marinade:
Bland olie og oregano i en skål. Pil hvidløg, og pres det gennem en hvidløgspresser ned i skålen. Tilsæt citronskal og -saft, og krydr marinaden med salt og peber.
Gnid kyllingeunderlårene godt ind i marinaden. Du kan bruge kyllingelårene med det samme eller lade dem marinere i alt imellem 1/2 time og natten over.
Selve retten:
Varm olien op på en stor pande ved høj varme. Brun de marinerede kyllingeunderlår grundigt af.
Pil imens rødløget, halvér det, og skær det i tynde skiver. Pil også hvidløg, og kom det igennem en hvidløgspresser.
Skub de brunede kyllingestykker til side på panden, og skru ned til middel varme. Kom rødløg og hvidløg på panden, og svits det af i ca. 5 minutter.
Skyl spinaten grundigt, og hak både den og persillen groft. Tilsæt det til retten sammen med soltørrede tomater, ris, fløde, hønsebouillon og citronsaft. Arrangér kyllingelårene ovenpå sovsen så godt som muligt.
Læg låg på panden, og lad retten simre i 25-30 minutter, til risene er færdigkogte. Smag til med salt og peber.
Smuldr fetaen over umiddelbart inden servering, og servér evt. med et stykke godt brød til.
Se også:
Dette mega lækre græske kyllingefad med kartofler - en super nem ret at bikse sammen.
Dejligt grønt tilbehør til retten
Det er super lækkert med lidt ekstra grønt til den græske kylling, og disse nemme salater passer ekstra godt til:
Broccolisalat med feta og cherrytomaterGræsk tomatsalatCremet spidskålstzatziki
Næringsindhold for græsk kylling med ris
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 1092 kcal | 3277 kcal |
Kulhydrat | 55 g | 165 g |
Protein | 57 g | 170 g |
Fedt | 72 g | 215 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på græsk kylling med ris og feta - ikke brød eller andet tilbehør.