Gulerødder på panden
Det er super nemt at lave de lækreste smørstegte gulerødder på panden. De får en dejlig stegeskorpe, der giver masser af smag, og skal det være ekstra lækkert, kan du tilføje en smule honning og lave glaserede gulerødder.
Ingredienser
til 3 personer- 600 g gulerødder
- 20 g smør
- 2 tsk olie
- 1 tsk timian eller rosmarin (tørret eller frisk)
- salt
- peber
- evt. 1 1⁄2 spsk honning (hvis du vil lave glaserede gulerødder)
Stegte gulerødder på panden
Skræl gulerødderne, og skær dem i halve eller kvarte på langs, afhængigt af hvor tykke de er.
Kom smør og olie på en pande, og varm det op ved middel varme (trin 5 ud af 9 på komfuret), til smørret er smeltet.
Kom gulerødderne på panden, og tilsæt timian eller rosmarin. Krydr med salt og peber.
Steg gulerødderne i 15-20 minutter, til de er møre og har fået lidt stegeskorpe. Vend rundt i dem undervejs i stegningen, så de ikke brænder på. Den specifikke stegetid afhænger af tykkelsen på dine gulerodsstave.
Hvis du vil lave glaserede gulerødder
Tilføj honning, når der er 10 minutter tilbage af stegetiden. Vend rundt i gulerødderne lidt oftere, efter du har tilsat honning, da sukkerstofferne i honningen får dem til at brune hurtigere.
Se også:
Smørstegt spidskål på panden
Tips til at gøre de smørstegte gulerødder ekstra lækre
Find tips herunder til at gøre gulerødderne ekstra gode.
Drys feta over
Når gulerødderne er færdigstegte, kan du anrette dem pænt på et lille fad og drysse lidt smuldret feta over. Den salte feta passer nemlig super godt til de søde gulerødder.
Beregn ca. 100 g feta til 3 personer.
Tilføj hvidløg
Du kan sagtens tilføje lidt hvidløg til gulerødderne. Brug 1 lille fed hvidløg til 3 personer. Riv eller hak hvidløget fint, og steg det med de sidste 2-3 minutter af stegetiden. Tilsætter du hvidløget før, risikerer du, at det brænder på og bliver bittert.
Tilsæt appelsin- eller citronsaft
Det er rigtig lækkert at tilsætte enten appelsin- eller citronsaft, som gulerødderne kan glaseres i. Brug ca. 2 spsk saft til 3 personer, og tilsæt det til panden, efter gulerødderne er kommet på.
Laver du honningglaserede gulerødder er det især godt at tilføje lidt citronsaft, da det giver et godt modspil til både honning og gulerødder, der begge har en meget sød smag.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for pandestegte gulerødder
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 134 kcal | 402 kcal |
Kulhydrat | 13 g | 38 g |
Protein | 2 g | 5 g |
Fedt | 7 g | 21 g |
Næringsberegningen er uden honning.
3 andre gode måder at tilberede gulerødder på
Vil du gerne se flere lækre måder at lave gulerødder på, så kan jeg især anbefale dig at tage et kig på disse opskrifter:
Gulerodsfritter med parmesanLækker salat med bagte gulerødderOvnbagte gulerødder med bacon
- Publiceret d.
- 22.02.22.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Grøntsager ›
- Rodfrugter ›
- Gulerødder