Hurtige pølsehorn med pizzadej
Der er snydt lidt med de her lynhurtige pølsehorn, for de er lavet med færdiglavet pizzadej, så du ikke selv skal til at bakse med hjemmelavet dej. På den måde kan du have friskbagte pølsehorn klar på under en halv time, og hvem kan stå for det?
Ingredienser
til 22 stk- 11 pølser
- 2 ruller pizzadej
- 1 dl ketchup
- lidt mælk (til pensling)
- evt. sesamfrø (til drysning)
Forvarm ovnen til 200 grader.
Halvér pølserne, og skær evt. enderne af. Skær pizzadejen ud i trekanter, der passer nogenlunde til pølsestykkerne.
Fordel ketchuppen på dejtrekanterne, og placér en pølse på hver trekant. Rul sammen til pølsehorn, og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir.
Pensl hornene med lidt mælk, og drys evt. med sesamfrø. Bag dem i 15 minutter i den forvarmede ovn, til de er gyldne.
Flere hurtige pølsehorn:
Opskriften på de små mumie pølsehorn er også super hurtig at lave. Jeg plejer at lave dem med butterdej, men man kan garanteret også bruge pizzadej til dem.