Juice med hyben
Hyben er vaskeægte "superfood" og denne juice med hyben, æble og gulerod er spækket med vitaminer - uden at gå på kompromis med den gode smag.
Ingredienser
til 4 glas- 4 æbler
- 8 gulerødder
- 1⁄2 økologisk citron
- Evt. isterninger
- 200 g hyben (udhulede og rensede)
Brug hyben som er modne, men ikke for modne, for så er de for bløde og smattede at arbejde med.
Skær dem i halve og rens dem for kerner. Skyl dem grundigt og lad dem dryppe af.
Skyl ligeledes æbler, gulerødder og citron. Skær dem i mindre stykker - undgå æblernes kernehuse og fjern eventuelle kerner fra citronen.
Kom skiftevis lidt hyben, æble, gulerod og citron i juicemaskinen, indtil det hele er presset til juice.
Servér gerne med isterninger - juicen er bedst når den er kold.