Jordbærskum til fastelavnsboller
Lækkert jordbærskum til fyld i fastelavnsboller. Det er nemt at lave (min 10 årige datter lavede det).
Ingredienser
til 5 stk- 200 g frosne jordbær
- 75 g sukker
- 2 blade husblas (kan udelades men cremen holder formen bedre, hvis der er husblas i)
- 1 1⁄2 dl fløde
Sådan laver du jordbærskum til fastelavnsboller
Lag husblassen i blød i koldt vand.
Varm jordbær og sukker i en gryde ved lav-middel varme til jordbærrene er helt tøet op og bløde.
Tag gryden af varmen og blend jordbærrene med en stavblender til konsistensen er helt glat.
Klem husblassen fri for vand og kom den i den varme jordbærmos. Rør godt rundt indtil husblassen er helt opløst og der ikke er nogle klumper eller trevler af husblas. Lad blandingen køle helt af.
Pisk fløden til let flødeskum. Det skal ikke piskes for stift - kun lige akkurat så den kan holde formen hvis man sætter toppe.
Vend lidt af flødeskummen i den afkølede jordbærblanding. Vend resten af flødeskummen i lidt ad gangen.
Sæt jordbærskummen i køleskabet i minimum 2 timer (eller ½ time i fryseren), så den bliver mere fast. Hvis du vil sprøjte den i fastelavnsbollerne med en sprøjtepose, så fyld evt. jordbærskummen i en klargjort sprøjtepose inden den sættes på køl.
Så er den lækre jordbærskum klar til at blive fyldt i fastelavnsbollerne.
P.S. Den passer rigtig godt sammen med denne fastelavnsbolle-creme.
Næringsindhold for jordbærskum
Kalorier: 220 kcal
Kulhydrater: 22 gram
Fedt: 14 gram
Protein: 2 gram
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på jordbærskum - ikke bollerne eller glasur.
Kan jordbærcremen laves uden sukker?
Ja, den kan sagtens laves uden sukker, men så er den naturligvis ikke så sød. Men hvis selve fastelavnsbollen er sød eller jordbærcremen bruges sammen med andet fyld, der er sødt, så kan jordbærcremen sagtens laves sukkerfri.
- Publiceret d.
- 29.01.25.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Bageopskrifter ›
- Boller ›
- Fastelavnsboller ›
- Fyld til fastelavnsboller