Julebrød
Det bliver ikke meget mere julet end dette flettede julebrød med mandelflager på toppen. Brødet er blødt og svampet, fordi det er lavet med mælk, æg og smør, og så smager det skønt af vanilje.
Ingredienser
til 1 stk- 40 g gær
- 2 1⁄2 dl mælk (lunken)
- 3 æg (str. M/L)
- 750 g hvedemel
- 1 tsk salt
- 120 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1⁄4 tsk revet muskatnød
- 140 g smør (stuetemperatur)
- 120 g rosiner
- 1 æg (til pensling)
- 1 håndfuld mandelflager
Fremgangsmåde
Smuldr gæren i mælken, og rør rundt, til den er opløst. Tilsæt æggene, og rør det sammen.
Bland hvedemel, salt, sukker, vaniljesukker og muskatnød, og sigt det i. Kør dejen på en røremaskine eller ælt med hænderne.
Ælt det bløde smør ind i dejen, og bliv ved med at ælte, til dejen er ensartet og glat. Ælt til sidst rosinerne ind i, og sæt dejen til hævning et lunt sted i 1 time.
Sådan former du julebrødet
Ælt dejen igen, og del den i 9 lige store stykker. Rul dem til ca. 40 cm lange pølser. Flet de fire første sammen. Det er bunden af brødet. Flet så de næste tre til en almindelig fletning, og læg den ovenpå. Sno de sidste to, og læg dem på toppen.
OBS! Der er trin-for-trin billeder, der viser, hvordan brødet skal flettes.
Bagning af brødet
Lad julebrødet efterhæve i 45 minutter. Pensl det med sammenpisket æg, og drys mandelflagerne sporadisk på brødet.
Bag brødet i 5 minutter ved 220 grader. Skru derefter ned til 180 grader, og lad brødet bage færdigt i ca. 25 minutter.
Lad julebrødet køle helt af. Det smager ekstra godt med smør på.
OBS! Jeg lavede dejen på røremaskine. Der skal muligvis justeres i mængden af hvedemel, hvis man ælter den med håndkraft.
Se også:
Luksus havregrynskugler med chokolade