Kålsalat til fisk
Dejlig lun kålsalat med søde strimler af gulerod og lækker frisk basilikum. Salaten passer perfekt til fisk, men kan også sagtens serveres til kød og fjerkræ.
Ingredienser
til 3 personer- 300 g kål
- 1 løg
- 400 g gulerødder
- 4 spsk smør
- 1 spsk citronsaft
- salt
- peber
- evt. 1 bdt frisk basilikum
Skyl kålen, og snit den fint. Pil løget, og skær det i strimler.
Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde strimler. Brug evt. et juliennejern eller et mandolinjern. Det gør både arbejdet nemmere og hurtigere og giver et flottere resultat.
Varm smørret op på en pande, og svits gulerodsstrimler og løg deri ved middel varme i et par minutter.
Tilsæt det fintsnittede kål, og lad det stege i 1-2 minutter. Både kål og gulerødder skal være møre, men stadig have lidt bid.
Pres lidt citronsaft over, og krydr kålsalaten med salt og peber. Tag panden af varmen, og vend evt. frisk basilikum i lige inden servering.