Kaffekage (med den lækreste glasur)
Vildt god kaffekage, der bliver dejligt svampet og toppes med et tykt lag lækker kaffeglasur. Den er nem at bage og passer perfekt til eftermiddags- eller aftenkaffen.
Jeg brugte en form på ca. 20x20 cm til kagen. Se her hvis du vil bruge en anden størrelse form.
Ingredienser
til 1 formKaffekage
- 225 g smør (stuetemperatur)
- 125 g sukker
- 100 g brun farin
- 4 æg
- 1 1⁄2 tsk bagepulver
- 3 spsk kakaopulver
- 225 g hvedemel
- 1 1⁄2 dl kaffe (skal være meget stærk for at give nok smag)
Kaffeglasur
- 75 g smør
- 300 g flormelis
- 2 1⁄2 spsk kaffe (skal være meget stærk for at give nok smag)
Sådan bager du den lækre kaffekage
Kom blødt smør, sukker og brun farin op i en skål, og pisk det til en lys og luftig masse.
Pisk æggene i ét ad gangen.
Bland bagepulver, kakaopulver og hvedemel sammen, og sigt halvdelen i dejen. Fold det forsigtigt i med en dejskraber.
Tilsæt kaffen, og bland det i dejen.
Sigt det sidste af melblandingen i, og vend det stille og roligt i med dejskraberen.
Kom dejen i en form beklædt med bagepapir (jeg brugte en på ca. 20x20 cm), og spred den godt ud.
Bag kagen ved 180 grader i ca. 30 minutter, til den er gennembagt. Lad kaffekagen køle af, imens du laver glasuren.
Kaffeglasur
Smelt smørret ved lav varme.
Pisk flormelis og kaffe i, til du har en ensartet glasur.
Lad glasuren køle af, så den tykner en smule, inden du smører den på den afkølede kaffekage.
Se også disse lækre kager og desserter med kaffe:
Tiramisu lagkageChokoladeislagkage med kaffeHjemmelavet kaffeis
Kan jeg bruge en anden størrelse form?
Ja, det kan du sagtens. Hvis du klikker på pilen lige over ingredienslisten, kan du nemt omregne opskriften til den størrelse form, du vil bage kagen i.
Omregningerne svarer til disse størrelser:
- 1 = ca. 20x20 cm
- 1,5 = ca. 20x30 cm
- 1,8 = ca. 22x32 cm
- 2,3 = ca. 26x35 cm
- 3 = ca. 32x38 cm
- 4 = ca. 35x45 cm (den store bradepande, der hører til ovnen)
Hvordan opbevares kaffekagen bedst?
Sørg for at pakke kagen godt ind i husholdningsfilm, og opbevar den på køl, så holder den sig dejlig svampet i et par dage. Kagen kan også fint fryses ned, så længe den pakkes godt ind.
Lækre tilføjelser til kagen
Sådan en god gammeldags kaffekage smager rigtig godt, som den er, men man kan også tilføje forskellige lækre ting, hvis man vil variere den lidt. Kaffe og kanel er f.eks. en dejlig smagskombination, så du kan tilsætte 2 tsk kanel til kagedejen (til grundportionen).
Det er også lækkert med lidt knas fra hakkede nødder i kagen, f.eks. mandler, hasselnødder eller valnødder. Beregn ca. 100 g nødder til 1 grundportion.
Skal glasuren være ekstra luksus, kan du røre karamel i den. Det er nemmest at bruge karamelliseret kondenseret mælk fra dåse.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage
Oprindelse: Det danske køkken
Hvor mange stykker kage får man ud af opskriften: 9-10 stykker (ved brug af en form på ca. 20x20 cm)
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for kaffekagen
pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 615 kcal | 5538 kcal |
Kulhydrat | 77 g | 689 g |
Protein | 7 g | 60 g |
Fedt | 31 g | 279 g |
Næringsindholdet pr. stykke tager udgangspunkt i, at kaffekagen skæres i 9 stykker.