Kartofler med parmesanost i ovn
Virkelig gode kartofler med parmesanost. Tilberedes i ovnen så du kan lave andre ting imens. De kan anbefales.
Ingredienser
til 4 personer- 2 kg kartofler
- 4 spsk olie
- 100 g revet parmesanost
- 2 tsk salt
- 2 tsk tørret oregano
- 1 tsk hvidløgspulver
Skræl kartoflerne og skær dem i både. Kom dem i en frysepose eller skål og hæld olien over. Bland godt rundt, så olien fordeles på alle kartoflerne. Læg dem derefter på en bageplade med bagepapir.
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland revet parmesan, salt, oregano og hvidløgspulver sammen i en skål. Drys blandingen over kartoflerne - jeg drysser det forsigtigt over hver enkelt kartoffel for at være sikker på at mest muligt af parmesanblandingen bliver liggende på kartoflerne og ikke bare drysser ned på bagepladen.
Bag i ovnen i ca. 30-40 minutter eller til kartoflerne er møre og parmesanosten er gylden.
Næringsindhold for parmesan-kartoflerne
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 616 kcal | 2465 kcal |
Kulhydrat | 82 g | 328 g |
Protein | 17 g | 67 g |
Fedt | 22 g | 88 g |
Forslag til dip og saucer:
Til kartoflerne er det rigtig lækkert at servere f.eks. hvidløgsmayo, bearnaisemayo eller tatarsovs til.
Det er også super godt med en pesto til - og smart, når man i forvejen har købt parmesanost til kartoflerne. Prøv f.eks. en rød pesto med mandler eller en dejlig basilikumpesto.
Skal der i stedet sovs på bordet, går man aldrig galt i byen med en klassisk bearnaisesauce, og whiskysauce er også en sikker vinder.
- Publiceret d.
- 24.01.17.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Grøntsager ›
- Kartofler ›
- Kartofler i ovn