Kyllingesuppe med grøntsager
Den lækre, lune kyllingesuppe er med creme fraiche og fløde en cremet sag. Og med møre kyllingebidder og en sand overflod af grøntsager en fyldig og mættende af slagsen. Kan sagtens serveres som helstøbt hovedret.
Ingredienser
til 4 personer- 1 porre
- 2 forårsløg
- 1 løg
- 3 gulerødder
- 10 champignoner (små)
- 1 rød chili
- 1 ds majs (lille)
- 2 fed hvidløg
- 250 ml madlavningsfløde
- 400 ml creme fraiche (jeg brugte den med 18% fedt)
- 1 1⁄2 l hønsebouillon
- 4 kyllingefileter
- smør eller olie til stegning (gerne kokosolie)
- 1 spsk paprika
- salt
- peber
- evt. chili
Start med at skære porre, forårsløg og løg i ringe. Hak hvidløg. Derefter skræller du gulerødderne og river dem på den grove side af rivejernet. Hak rød chili fint og skær champignon i kvarte.
Læg grøntsagerne til side, mens du koger 1,5 liter vand. Heri opløses den mængde hønsebouillon, der er angivet på pakken.
Mens vandet bringes i kog, skærer du kyllingefileterne i mundrette bidder og steger dem i smør på en pande til de er gennemstegte. Drys med paprika og skru ned for varmen. Kyllingen må ikke blive mørk på undersiden.
Smelt smør i en stor gryde (den skal kunne rumme min. 2 liter). Lad de grøntsager, du har forberedt (porre, forårsløg, løg, hvidløg, revne gulerødder, rød chili og champignon) samt majs simre i ca. 5 min, mens du rører indimellem. Tilsæt derefter madfløden.
Nu hældes vandet med hønsebouillon over grøntsagerne i den store gryde og det koges i yderligere 5 min. Rør jævnligt. Tilsæt til sidst kyllingebidderne og creme fraiche. Rør rundt til creme fraichen er opløst og det hele er varmet godt op.
Smag kyllingesuppen til med salt, peber og evt. chili, hvis du ønsker den mere spicy.