Lækker aftensmad
Magen til lækker aftensmad skal man lede længe efter, for den her ovnret består af dejlige grøntsager, let krydret kylling og en lækker creme fraiche dressing. Og det er SÅ nemt!
Flere lækre idéer til aftensmaden
Inden vi går videre ned til selve opskriften, vil jeg også lige anbefale de her lækre og nemme forslag til aftensmaden:
Lækker sammenkogt retFyldt spidskål med oksekødSpinatroulade med kylling og baconGræsk kartoffelfad
Og lad os så komme i gang med at lave aftensmad 😀
Ingredienser
til 4 personer- 1 kg kartofler
- 6 spsk olie
- 60 g tacokrydderi (eller en anden krydderiblanding du godt kan lide)
- 4 peberfrugter
- 4 rødløg
- 4 kyllingefileter
- evt. 200 g cherrytomater (hvis du vil have lidt ekstra grønt)
- evt. forårsløg eller persille til drys
Dressing
- 400 g creme fraiche
- 2 avocadoer (kan godt undlades)
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk limesaft
- salt
- peber
Sådan gør du
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Skrub eller skræl kartoflerne, og skær dem i mundrette stykker. Vend dem med 1/3 af olien og 1/3 af tacokrydderiet.
Fordel kartoflerne i et ovnfast fad eller på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 10 minutter, imens du forbereder kylling og de øvrige grøntsager.
Skyl peberfrugter, og skær dem i skiver. Pil rødløg, og skær dem i både (lad bunden blive på, så hænger rødløgsbådene bedre sammen).
Skær kyllingefileterne i mundrette stykker.
Fordel det resterende olie og tacokrydderi på rødløg og peberfrugter samt kyllingestykkerne. Vend det godt rundt, så det bliver dækket af krydderi og olie.
Tag fadet med kartoflerne ud, og fordel først rødløg og peberfrugter ovenpå. Læg kyllingestykkerne ovenpå.
Skyl evt. cherrytomater, og læg dem ovenpå retten.
Sæt fadet tilbage i ovnen, og bag det yderligere 20 minutter, til kyllingen er gennemstegt, og kartoflerne er møre. Drys evt. med lidt finthakkede forårsløg eller persille.
Lav dressingen, imens retten er i ovnen.
Dressing
Skrab frugtkødet ud af avocadoerne, og mos eller blend det sammen med creme fraichen. Skal det være ekstra nemt (og billigere), kan du også sagtens undlade avocadoen fra dressingen.
Pil hvidløget, og pres det i dressingen. Tilsæt limesaft, og smag dressingen til med salt og peber.
Så er den lækre aftensmad klar til servering!
Se også:
Lækker salat til aftensmad
Kan man lave aftensmaden i forvejen?
Ja, du kan sagtens lave aftensmaden dagen før, den skal serveres, så den blot skal varmes op inden servering. Dæk fadet med stanniol, og genopvarm retten ved 180 grader. Undlad gerne avocadoen fra dressingen, hvis du vil lave den dagen før.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det mexicanske køkken
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for lækker aftensmad med kylling
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 948 kcal | 3791 kcal |
Kulhydrat | 71 g | 285 g |
Protein | 41 g | 164 g |
Fedt | 52 g | 207 g |
Jeg brugte creme fraiche på 18%. Hvis du vil spare på kalorierne, kan du bruge en lavere fedtprocent.